Nytænkning, udvikling og udskiftning (svar til Børge
Nielsen)
Usmageligt at jeg
sætter fokus på fremmøde, eller usmageligt at fraværsprocenten for nogen er op
til 50 % på udvalgsmøder. Ja, det må den enkelte borger jo selv bedømme.
Så hvad vil vi i år?
Ja, det kan man se dels på vores hjemmeside og Facebook, og
ikke mindst i den lokale debat.
Vi vil i hvert fald
gøre vores til, at der ikke er ét parti, der har flertallet, så vi ikke igen
får ”monopoltilstande” i Kommunalbestyrelsen. Dette er en vigtig del af den
demokratiske proces. I den sidste periode har vi ofte været tungen på
vægtskålen.
Vi vil investere i
børnene og få institutionerne og skoler hurtigst muligt tilbage til samme
niveau som før, og derefter udvikle endnu mere.
Vi vil ikke bruge borgernes
penge på en stor rundkørsel på bekostning af sikkerhed for børn, vi vil ikke
bruge penge på at lave store flotte monumenter (som Bogense Rådhus), men samle
administrationen mest muligt, så vi får en mere effektiv administration.
Borgerne skal i centrum,
der skal være en hurtig og god sagsbehandling, alle borgere skal behandles med
respekt, vi skal føre en mere ansvarlig miljøpolitik, hvor der gives
miljøgodkendelser med respekt for miljø og berørte borgere. Vi skal have en
sund kommune. Sundhed skal afspejles på alle niveauer fra vugge til grav. Vi
skal være en bosætningskommune med gode institutioner/skoler,
transportmuligheder og fritidsaktiviteter.
Vi håber på en ny kommunalbestyrelse med en endnu
bredere fordeling mht. partier, alder, køn og faglige kompetencer, som sammen
med os vil have en udviklingskommune og ikke en afviklingskommune.
Dorte Schmidt Brown
Nordfynslisten – et
bedre Nordfyn for pengene